Vi ønsker, at du skal blive rigtigt glad for at bo i vores forening. Derfor får du på denne hjemmeside oplysning om vores regler samt mange praktiske informationer, der kan være rare at vide, når man flytter ind i en ny boligforening.
På den måde håber vi at kunne give nuværende og kommende beboerne grundlag for at spare tid, ærgrelser og penge. Ligeså mener vi, at det skaber forudsætningerne for det bedst mulige miljø for alle beboere, hvor vi skal tage hensyn til og respektere hinanden.
Det er også godt at vide, at vores bygninger er fra 1940'erne og altså det man kalder krigsbyggeri. Dette betyder, at byggematerialer var svære at få fat i af god kvalitet. Konsekvensen er, at der er meget lydt, så har du en passion for fx at spille højt, så er det en god idé at gå på klub og fyre den af dér :-) - ligesom det kræver lidt ekstra hensyn til ens naboer. Så ved du det :-).
Vi anbefaler på det varmeste, at du orienterer dig på denne hjemmeside og forhåbentlig finder svar på dine eventuelle spørgsmål og samtidig bliver godt klædt på at blive den bedste nabo.
Hvis der er noget du er i tvivl om, er du altid velkommen til at kontakte enten AAB eller bestyrelsen i kontortiden eller via brev/mail. Se Kontaktinformationer mv.
Kontorets postkasse bliver tømt hver dag, mens mails læses ofte.
Bemærk, at regler og informationer er aktuelle pr. maj 2024 og kan ændres løbende. Derfor anbefaler vi også, at man holder øje med hjemmesiden, hvor eventuelle ændringer vil blive opdateret.
Mange hilsener
Bestyrelsen
Sporvejsfunktionærernes Boligforening
AAB – Afdeling 121